Ind imellem - Så bliver jeg meget bevidst om mig selv og min egen formåen...
Jeg bliver bevidst om hvad der sker omkring mig, og hvad jeg ikke bliver inddraget i...
Pludselig kan jeg føle mig holdt uden for - Og tænker, overvejer og analyserer hvorfor det er sådan...
(Tit og ofte hænger det sammen med at det er ved at være den tid på måneden - og når man er ret uregelmæssig. kan den tid op til hvor hormonerne går lidt agurk godt trække ud...
Så ved I det..!)
Lige for tiden er jeg inde i sådan en periode...
Den anden dag så jeg et billed en veninde havde postet på facebook, hvor hendes børn havde hygget sig nede i byen...
Det var fint nok - Men da jeg så scroller lidt længere ned kan jeg så se at en anden jeg kender også var med, og så er det ellers at min indre usikkerhed går helt amok...
Lige der blev jeg ked af at ingen havde tænkt på at spørge mig om jeg ville med...
Jeg mener, jeg går jo bare herhjemme med de små og laver ikke så meget andet end at være mor, være kreativ og være husmor...
Lige der fik det mig til at føle at mine veninder ikke rigtigt husker på mig (for selvfølgelig skal alt straks ses med de mest negative briller mit indre følelsesregi lige har på lager i det øjeblik)...
Der kommer ingen invitationer til små hyggelige ture, ingen sms'er med spørgsmål om ikke jeg har lyst til at hænge ud...
Der kommer intet (føler jeg)...
Jeg ved godt jeg bare selv kan gribe knoglen og spørge - Vær ikke i tvivl om det..!
Men inde i mit hoved får jeg på mærkeligste vis overbevist mig om at det er fordi de ikke vil (suk ja, hvad sker der lige for det)...
Indtil jeg en dag er kommet om på den anden side af det hormonelle hav jeg plasker rundt i, og igen bare kan finde ud af at spørge om ikke vi skal lave noget, når jeg synes der er gået for lang tid mellem besøgene...
Og så er alt fryd og gammen igen....
...
Men det er ikke kun i den virkelige verden jeg får det sådan...
Det sker også for mig her i cyberspace..!
Tanker som "ville de overhovedet lægge mærke til hvis jeg holdt op med at poste indlæg", eller "hvorfor laver de og de hyggelige kreating sammen, men der er aldrig nogen der spørger mig???" farer igennem mit hoved...
Jeg er grøn af misundelse over det jeg ser andre lave, og dødfrustreret når der ikke kommer små nuttede kopier af ting jeg har syet/hæklet/strikket (hvilket der aldrig gør, så det er der såmænd ikke noget nyt i - Jeg begynder bare at tænke over det i de perioder)...
Jeg bliver ked af det når der ikke bliver lavet "god karma"-indlæg der reklamerer for min blog eller instagramprofil, og overvejer bare at lade være med at bruge bloggen, instagram osv. i et par uger - Bare for at se om folk ville lægge mærke til det...
Og så vender alle tankerne tilbage om hvorfor min IG og blog er forholdsvist små og "kun" har en 3-400 følgere...
(Skal jeg være helt ærlig, så ved jeg ikke hvor mange der læser med på bloggen - Men jeg ved at det i hvert fald ikke er over 1000...
Det tror jeg i hvert fald ikke det er...)
...
Suk, jeg hader den slags perioder hvor jeg har det sådan...
For det er også de perioder hvor man intet skal sige før jeg bliver ked af det eller irriteret...
Hvor mit spejl får mig til at se ud som om jeg har taget mindst 80 kilo på på to dage...
Hvor tøjet bare ikke er pænt nok, og håret bare ikke vil...
Hvor ordene ikke flyder, og alt ligner halvdårlige floskler...
Og det er den periode hvor jeg føler at alle ser på mig som om jeg er en mærkelig snegl fra det ydre rum!
...
Jeg glæder mig til jeg er mig selv igen!!!
(Og ja - Jeg er tilsyneladende ret god til at whine når jeg har det sådan - Jeg er ked af at det gik ud over jer denne gang...)
PS: Det er så her jeg skal skrive at indlægget ikke er der for at jeg skal have rygklap...
Men det ville være en lodret løgn - for selvfølgelig er det derfor jeg har skrevet det - Mere voksen end det er jeg alligevel ikke...
Hæ hæ...
PS: Det er så her jeg skal skrive at indlægget ikke er der for at jeg skal have rygklap...
Men det ville være en lodret løgn - for selvfølgelig er det derfor jeg har skrevet det - Mere voksen end det er jeg alligevel ikke...
Hæ hæ...
Jeg læser med :) og 300-400 læsere er da også meget. Kan sammenligne med at mine læsere er familie der bare vil se baby billeder :)
SvarSletMen det er okay at ynke lidt, alle har de dage og det gælder bare om at få det ud... Læser med i medgang og modgang. stadinå
nå
nå
Ja, det er noget alle har - Men det er da træls så længe det står på *suk*
SletJo - Det er mange læsere, men jeg tror måske at det der er problemet er at min blog ikke er den folk lige tænker på hvis de lige skal finde noget inspiration...
Argh - Kan ikke forklare det, bare sige at på dage som denne er det bare ikke nok (jeg er et utaknemmeligt skarn, I know!!!)
Tror vi alle kender til den der usikkerhed. I har da også prøvet den der du beskriver på fb.
SvarSletAng blog og ig, så gør du da sgu da godt, prøv at vende den om 3-400 der følger dig og læser med hos dig wauw det er sgu da flot!
Jeg var forresten inde og lede efter noget på din blog igår!
Jeg ville vise en fra min mødre gruppe den der buksedragt med vingeærmer fra sy magasinet 1-2 år tilbage!
Kunne straks huske at du havde syet den til Alba;)
Kunne desværre ikke lige finde den, så hvis du ved hvilken jeg taler om må du gerne smide et link!
For jeg vil låne bladet på biblioteket, så ville også se om du nogle steder havde skrevet hvilket nummer den var i;)
Ja, johh... Men på de dårlige dage vil jeg jo gerne have en KÆMPE læserskare ;0)
SletJeps, jeg ved godt hvilken du mener - Jeg har lige rodet links frem til de tre jeg har syet (og jo, der står hvilket symagasinet det er fra - 09/2011 hvis jeg ikke tager meget fejl...)
Kan så se at der er gået et eller andet galt med billederne i de to ældre indlæg - suk...
http://arlianas.blogspot.dk/2013/09/anden-buksedragt.html
http://arlianas.blogspot.dk/2013/03/syblgen-fortstter.html
http://arlianas.blogspot.dk/2013/03/arhhhhmen.html
Hvilket minder mig om at jeg seriøst skal have gjort noget ved billedoversigten på min DIY-side...
Der er virkelig meget jeg ikke har fået linket til derinde (det må blive en sommerferie opgave)
Tak:)
SletSe jeg kunne altså huske dine indlæg og kreationer et år tilbage;)
Giv du dig selv et klap på skulderen, du gør det sgu godt;)
Jeg har slet ikke overskud til at blogge for tiden og symaskinen har jeg ikker rørt i 3 uger!
Ungerne er ved at vælte mig bagover for tiden!
Håber snart mit overskud vender tilbage.
Det håber jeg også det gør... Det er rarest når man har en følelse af at man rent faktisk kan følge med sit liv
SletJeg tror mange kjenner seg igjen i det med FB. Mange ganger kan jeg kikke på det andre viser, og føle at jeg aldri gjør noe gøy, aldri har det så fint, ikke har mange venner, ikke reiser på dyre reiser som "alle" andre…. Man kan bli riktig deprimert.
SvarSletJeg vet også at mange teenagere sliter veldig med at de ikke får nok "likes" på innleggene sine. Noen blir så deprimert at de må få hjelp av psykolog. FB er så "brutalt" og viser så tydelig hvem som har mange venner og hvem som ikke har…da tenker jeg at det tross alt er godt at jeg er voksen og kan leve med det….
:)
Du har ret...
SletEr faringen har jo (heldigvis) lært mig at det går over igen, og at jeg ikke konstant har behov for at måle mig op af andres succes...
Smiler og nikker genkendende. Når jeg er derude.... som du SÅ fint beskriver, finder jeg et gammelt rim frem, som virker for mig.
SvarSletMåske det også kan hjælpe andre og dig :
Navlehulsuld fra bogen Rimeligheder af Inger-Marie Ørner :
Jeg har midt på maven
et lille hul
på størrelse
med en teskefuld
ved fødslen fik jeg en endefuld
og en streng blev skabt
til et navlehul
det sker jeg forveksler
mit navlehul
med centrum i det mægtige
verdenshjul
så tror jeg at verden er
af idioter fuld
og jeg selv i navlen gemmer
ord af guld
og selvoptaget piller jeg
så frydefuld
og opdager så, det er
navlehulsuld.
God pinse
Genialt digt Tove - Det tror jeg at jeg må have hængt op et eller andet sted, det er vist en meget god reminder ;0)
SletDu er så god til at sætte ord på... Og ja kender også de følelser, specielt 1 gang om måneden... :-) jeg er efterhånden ved bare at acceptere de følelser, det hjælper når jeg ved det er en gang om måneden....
SvarSletKh nanna
Ja - Det gør det lettere at tale fornufti til sig selv når man ved det bare er for en begrænset periode det rammer så hårdt
SletÅhh Karen Elisabeth. JEG vil i hvertfalde savne din blog :-) Og synes du er fantastisk når du synes din blog er lille med blot 3-400 følgere :-)
SvarSletMht det med vennerne, så tænker jeg tit at jeg selv er ret dårlig til at få lavet de små aftaler i hverdagen, synes det er så uoverskueligt at planlægge for langt ud i fremtiden og så er det bare svært at være med. Så jeg prøver at holde lidt fast... og prøver også at aksepterer at det skal man måske bare nogle gange ikke. -det skal jo gå begge veje.
Håber det hele er lidt lysere allerede nu.
KH GItte
Det kommer jo an på hvem man måler sig i forhold til jo...
SletJeg kunne selvfølgelig lave et større benarbejde med at fremskaffe give aways til jer derude, så kunne jeg nok godt sparke min blog endnu højere op i læsertal...
Du har ret - Sådan nogle venskaber er tovejskommunikation, og selvfølgelig er man også selv nødt til at gøre noget af benarbejdet for at man får lavet noget sammen...
Nuj hvor kan jeg godt sætte mig ind i det. Har prøvet det flere gange, og det er absolut ikke særligt festligt at sidde på bunden og føle sig helt alene. Men så snart at hormonerne er ude af kroppen igen, så er det svært at forstå at man har haft det så skidt. Men grib endelig telefonen og få arrangeret noget når humøret styrtdykker. Det hjælper selvom det er hårdt, især hvis personen ikke kan.
SvarSletHvis du bor i kbh, vil jeg gerne med ud at gå en tur med dig, hvis du har lyst?
Desværre - Jeg bor i Fredericia, sådan lidt væk fra alt og alle ;0)
SletDet kan være noget så ubegribeligt at man bliver så påvirket - Og jeg glemmer det troligt, indtil jeg står der igen
Åh skønne Karen, det er et godt og ærligt indlæg. Kan så godt følge dig -Oh hader når det er de negative briller man får først fat i i skuffen;-D
SvarSletAltså helt rart at du deler og sætter ord på.
Vi skal snart ha et blogtræf -Så poster vi maaaange billeder af os:-)
Kh Jonna
Du glemmer min blogtræf-jinx...
SletDet er kun lykkedes mig en gang på de sidste to år rent faktisk at komme afsted - Jeg tør slet ikke tilmelde mig mere..!
1. Jeg er SÅ dårlig til at finde blogtræf-arrangementerne FØR de afholdes... Hvis vi nu aftaler, DU finder dem, JEG trækker dig med ;-)
SvarSlet2. Jeg er SÅ dårlig til at huske at kommentere, når jeg ser noget fedt på andres blogge... Men glæder mig altid over kommentarer på min egen blog... Det MÅ jeg simpelthen blive bedre til :-) Du er altid god til at kommentere :-)
3. Du må MEGET gerne stoppe med at vise billeder af dine GENIALE kreationer... Jeg får jo totalt mindreværdskomplekser! :-D
Knuz
http://deterbaresundt.blogspot.dk/
Ha ha - Hvad skal jeg så fylde på bloggen hvis jeg ikke må vise det jeg laver frem???
SletJeg skal nok prøve at hive fat i dig...
Jeg ved at der bliver brygget på et i Aarhus-området og et i Kolding-området
Der findes masser af mennesker som har droppet facebook, netop fordi de ikke gider at føle sig dunket i hovedet af at læse om andres succes og samvær og fester og hvad ved jeg! De venner jeg har som praler med deres børn og huset som er gjort hovedrent og alle de kilometer de har løbet, dem vælger jeg ikke at få opdateringer fra, for det gør mig så deprimeret og får mig til at føle at jeg ikke slår til ; ) Og nu har jeg faktisk ikke fået en eneste kommentar på de sidste tre blogindlæg jeg har lavet, og jeg elsker jo kommentarer ligesom alle andre, men ved du hvad? Jeg er faktisk blevet bare lidt mere ligeglad end jeg ville have været engang! Det er en tendens at folk ikke kommenterer så meget mere, fordi de er på Instagram alle sammen... og så er der jo bare såååå mange blogge man lige skal nå... og så får man ikke lige kommenteret! Vel?
SvarSletUha ja...
SletKommentarer - lad os ikke komme ind på det, noget jeg har kronisk dårlig samvittighed over (men det er bare så tit jeg ikke aner hvad jeg skal skrive)...
Jeg bruger faktisk ike efacebook så meget som et socialt medie længere