For andet kan jeg nok ikke kalde det...
For ret lang tid siden efterhånden, begyndte jeg stille og roligt at trække mig lidt fra både blogland, instagram og real-life venner...
Jeg holdt op med at være opsøgende, og begyndte i stedet at bruge tiden på kreative sager og mor-rollen...
Det var helt ubevidst, men når det bare ikke rigtigt virkede for mig - Så gjorde jeg det bare mindre...
Og da det så viste sig at jeg kunne forsvinde i tavshed, uden nogen bemærkede det - Ja, så blev det helt envejskommunikation...
Jeg sender noget ud, men følger ikke rigtigt selv med og forventer ikke noget tilbage...
Det har gjort mig trist i lang tid...
Det at føle at jeg ikke er vigtig for nogen ud over min nærmeste familie, det er hårdt..!
Men sådan er det, og det har jeg lært at finde ud af at leve med...
Jeg er sammen med mine børn, mand og min søster - Jeg møder op og hygger mig til familie-tamtam og fælles sammenkomster...
Men veninder, det føler jeg nok ikke jeg har længere...
Nok mere gode bekendte som jeg ind imellem får presset til at lave noget sammen med mig, eller hvor jeg får hægtet mig på flokken, men som jeg intet forventer af...
Og bloggen - den smerter også...
Den er nok også mest bare blevet en god bekendt som jeg holder kontakten med...
Og det samme gælder nok også for Instagram...
Det gør mig trist at tænke på, så for det meste fylder jeg bare mit liv med alt mulig andet, og lader som ingenting - For det er lettere..!
Men sandheden er, at jeg nok føler mig lidt ensom...
Jeg tror mange føler seg ensomme i den vanlige verden til tider - det er nok like mange som gjør det som dem som har mange venninner det er bare at det er dem vi ser f.eks. på Facebook osv.
SvarSletBloggverden har jo nesten helt stoppet opp. Jeg har noen få som jeg får kommentarer fra, og tenker at det er bedre med noen få trofaste enn mange som bare er overfladisk følgere...
Jeg savner i alle fall dine fine krea - innlegg.
Håper du legger ut flere bilder av dem.
Klem fra Elisabeth, AvMeg :)
Jeg har lavet en hel bunke indlæg, så de næste fjorten dages tid kommer der masser af kreaindlæg :-)
SletÅh, det lyder virkelig trist! Men godt, at du får sat ord på, hvordan du føler. For det er første skridt til at gøre noget ved det - hvis det altså er det, du har lyst til.
SvarSletJeg kender fornemmelsen virkelig godt. Jeg havde den konstant som teenager. Og jeg trak mig rigtig ofte fra selskaber, fester og andet - for jeg ville så gerne have, at nogen kom og sagde, at de savnede mig og at jeg da skulle med! Desværre gjorde de det meget sjældent. Og jeg tog det altid som et tegn på, at de nok var ligeglade.
Men så var jeg ude at rejse med nogle veninder i et par uger, og her skete det samme. Altså jeg trak mig. Men fordi vi kun var os tre og skulle være sammen, så endte det i konfrontation. Og det viste sig, at de var lige så kede af, at jeg havde trukket mig - og troede, at det handlede om at jeg ikke ville dem! Da vi først fik den snak, løsnede det helt vildt op og jeg har siden prøvet selv at tage mere ansvar for, hvem og hvad jeg gerne vil.
Aner ikke, om situationen er den samme for dig - der kan sagtens være andet og mere på spil. Men hvis der er en veninde, du savner, så sig det til hende og få det afklaret. Hellere det end at gå og være ked af det. Synes jeg i hvert fald.
Blogland og Instagram er mærkelige steder. Nogle virker, som om de har utrolig meget sammenhold. Og de venskabelige klap på skuldrene i form af likes er utrolig afslørende, fordi antallet er så synligt. Jeg har også kæmpet med ønsket om også at have en kæmpe blog ligesom de meget populære. Men har nu gjort op med mig selv, at jeg jo alligevel ikke orker det kæmpe arbejde, der skal lægges i det. Så hellere bruge tiden på krea ;)
Jeg ved godt at jeg til dels selv har noget af skylden - Men det gør bare ondt at det altid er mig der skal tage initiativet...
SletOg jeg er måske bare nået dertil at vis det skal være sådan, så gider jeg ikke
Det forstår jeg virkelig godt! Spørgsmålet er så, om du måske skulle finde noget at gå til fast i stedet? Jeg er selv virkelig dårlig til at komme ud af huset - især efter jeg har fået barn. Men et sykursus i efteråret var virkelig det bedste, jeg længe har gjort for mig selv!! Det samme med en strikkecafem jeg gik til i eg par måneder (på babys præmisser). Aj, hvor fik jeg meget glæde af det! Og også lidt snak med et par folk, der måske godt kunne gå hen og blive bekendtskaber eller venskaber hen ad vejen..,,
SletJo, det kunne godt være jeg skulle se lidt nærmere på sådan noget :-)
SletJeg elsker at være sammen med min familie, men sommetider er det sundt at komme lidt ud uden. Væk fra vasketøj og daglige pligter. Et par timer kan ofte være nok til at når man kommer hjem igen er man fyldt op med fornyet energi. Jeg synes ofte det er mig der besøger veninderne eller får samlet mødregruppen eller samlet veninderne til cafe besøg. Nogle dage tænker jeg også hvorfor er det sådan næsten hver gang. Indtil videre har jeg ikke turde spørge hvorfor, men mon ikke de også har travlt med hverdagen, ligesom jeg selv har. Jeg forsøger at møde nye mennesker som jeg også har fælles interesser med fx hækle eller sy. Det gør det nemmere at finde noget at snakke om ind til man lære hinanden lidt bedre at kende. Mange ord fra mig, men jeg kender til noget af det du skriver om. Mærk efter og gør de ting der gør dig glad.
SvarSletJa, jeg kan da også mærke at jeg er blevet ladet godt op når jeg har været ude af huset (selv om det meste af den energi siver ud igen når jeg kommer hjem og skal starte forfra med oprydning fordi huset ligner et bombet lokum) - og det er jo ikke fordi jeg ikke gerne vil, jeg er bare træt af at jeg altid er nødt til at tage initiativet...
SletKære Karen Elisabeth.
SvarSletJeg er ked af at læse, at du har det sådan. Kram til dig. Ensomhed er en tung og trist følelse.
Jeg læser med herinde - og glædes over dine indlæg - men ligesom jeg ikke får skrevet noget på min egen blog får jeg heller ikke rigtig kommenteret på de blogs, jeg dog stadig troligt følger.
Jeg kan godt forstå, du føler dig alene rent socialt. Men jeg tror, som Dorte også skriver, at du må kaste dig selv derud. Dine veninder oplever måske blot at du trækker dig. Og så kræver det meget at skulle være opsøgende. Og ja, deres liv går videre uden dig. Men det betyder ikke, at du ikke er savnet.
Jeg håber, du har modet til at genoptage dine relationer. Det er dejligt at 'have nogen', men i et liv og en hverdag hvor alle har travlt kræver det af og til at man kæmper for det :-).
Kram
Du har så meget ret Maj, jeg tænker måske også et eller andet sted at det bliver lidt lettere når børnene er blevet lidt større?
Slet