En aften i familiens skød...

Nogle gange, så har vi herhjemme (præcis ligesom i alle andre hjem), nogle temmeligt fjollede konflikter...

Således gik det hele op i en spids mandag aften - her i det gullige hus...

Min mand havde spurgt hvad vi skulle have til aftensmad, og jeg havde lige så frejdigt svaret "pandekager" - for det havde jeg da lige lyst til...

Klokken nærmer sig 17, lillemanden ligger og leger ved siden af sin far - og jeg tænker at jeg vil gå i gang i køkkenet...

BAM..!

Jeg havde glemt ALT om den der opvask der har stået på køkkenbordet i de sidste tre uger, fordi min mand tilsyneladende er blevet opvaskeblind...

Nu gider jeg egentligt ikke lave en kæmpe-konflikt ud af det opvaskespørgsmål længere, for jeg ved bare det ikke kommer til at ændre sig (jeg mener, vi taler om 8 års diskussioner her - jeg tror efterhånden det løb er kørt).

Så jeg opgiver bare på forhånd, går ud i fryseren og tjekker hvad der er i den - Finder noget frossent rugbrød og tænker: "jeg kan da lige sætte det her igang med at simre til øllebrød på kogepladen, og så kan jeg lige vaske op imens"...

Glimrende multitasking løsning synes jeg egentligt, der bliver lavet aftensmad - opvasken bliver taget, og aftensmaden kan komme på bordet i rette tid til at Alba kan komme i seng til tiden.

Er det ikke en ren Win win?

Altså - med undtagelse af at det er mig der står med opvasken selvfølgelig...

(Måske skal jeg lige nævne, at i dette tilfælde der er opvask knive, træskeer, gryder & pander - alt sammen ting der ikke er superglade for at komme i opvaskemaskinen!)

Nå - Jeg får sat gryden igang, og går igang med at hælde varmt vand og sæbeskum i vasken...
Og så kommer min mand ud i køkkenet og spørger om hvad jeg laver..?

Nu er det så jeg har glemt én ting...
Hvis der er noget min mand bryder sig mindre om end at vaske op - så er det at spise øllebrød..!

UPS!!

Kæmpekrise...
Bølgerne går hurtigt højt, og beskyldninger om "dovenskab, og at jeg da bare kan bede ham om det" flyver gennem luften..
Ikke at vi skændes - Nej nej, vi diskuterer bare lidt voldsomt (eller noget).

Nå, det hele ender ud i at jeg går igang med at lave pandekager samtidig med øllebrød, og min mand vasker op.
For at være lidt sød, kalder jeg på Marcus (min dejlige preteen) og beder ham om at tørre af og sætte på plads...

Arn er sulten, så jeg sætter lige pandekagebagningen i bero (jeg har alligevel kun fået blandet tørdelene) for at gå hen og amme...
Jeg er lidt opslugt i babyhyggeboblen, men kan da godt høre at der opstår endnu en konflikt over opvasken.

Preteen'en spørger nemlig sin far om hvor meget opvask der er han skal tørre af (????)
Hvorefter hans far siger: "Prøv at se på bordet..."

(Jeg er nødt til at indskyde, jeg synes simpelthen begge kommentarer er vildt morsomme - Inattentive teen in da house, for the win!!!)

Jeg kommer tilbage til køkkenet for at gyde lidt olie på vandene, og min dejlige teen vender sig om og spørger: "mor, hvornår er maden færdig?"
Nu svarer jeg så bare: "når den er klar" - for babyen skal lige bøvses, pandekagedejen er hverken helt eller halvt færdig og ja - det tager ret lang tid at bage pandekager til to mandhaftige pandekagespisere + det løse...

Er der noget Marcus (min skønne preteen) hader - så er det svævende svar...
Og han er godt igang med at få et føl på tværs fordi jeg ikke kommer med et konkret svar.

Nu er jeg lidt småstresset med alle de her køkkenkonflikter, manglende aftensmad, en baby der skriger (fordi mor er stresset) og Alba der højst sandsynligt hænger i en lampe et eller andet sted.
Så jeg får måske (temmeligt upædagogisk) råbt til ham, "om han måske selv synes han kan se noget aftensmad der er igang med at blive lavet - og at jeg derfor ikke kan give ham et bedre svar".

(ups)...

Farmand blander sig, Alba imiterer far - så de står begge to og skælder ud på Marcus (min herlige preteen)...
Og farmand vender sig om, smiler til Alba og roser hende *eyeroll*
Selvfølgelig får preteen'en kæmpekrise og går helt op i en spids - nægter at hjælpe mere til, render ind på sit værelse mens farmand råber at han ikke må dit og dat og dut.

(suk)...

Jeg får bænket Alba foran fjernsynet, lagt Arn til at sove, får snakket preteen'en ned igen så han kommer ud og hjælper med resten af opvasken...
Da den er færdig bliver både mand og preteen bænket foran deres computere (så har jeg da fred for dem lidt) - og jeg kan ENDELIG få lavet maden færdig...

Nu ringer min ene søster og spørger om jeg er klar til kreahyggeaften ude ved hende (ups, det havde jeg lige glemt)...
Jeg siger frejdigt at det er jeg, om ti pandekager...
Mens hun venter i bilen får jeg bænket familien om bordet (uden selv at få noget at spise), får hængt det sidste vasketøj til tørre, fundet alle mine og Arns sager (inkl what ever tilfældigt kreaprojekt jeg har gang i),  og får sat mig ud i hendes bil...

Og mens jeg sidder og genfortæller historien og hører min mor, niecer og søster stor-le af det hele, bliver det ligesom sat i perspektiv, og jeg kan se hvor latterligt det hele egentligt var...

Nu har jeg bare opgivet det med opvasken og tager den selv hver aften - Det er ganske enkelt ikke endnu en omgang af den her slags værd..!

Her et billed af den famøse opvask - sikke en øjenbæ..!