Det her med at være mor...

Det er en af de ting jeg altid har vidst at jeg ville være...

Lige fra da jeg trillede rundt med min lifesize babydukke i den fede retro dukkevogn jeg havde...

Til jeg huggede min niece der skulle passes af mine forældre i en lille uge, og puslede hende og gik ture med hende (og sågar digtede en godnatsang til hende - noget jeg aldrig har gjort med mine egne børn).

Selvfølgelig huggede jeg hende ikke helt, det ville jeg jo aldrig have fået lov til - Men jeg havde hende nok til at jeg var i stand til at lege mor, far og børn med hende...

Jeg kan huske når jeg gik med aviser, og jeg inde i mit eget lille univers forestillede mig at jeg fandt en baby på trappestenen, med et lille brev om at jeg skulle tage mig af det her barn (jeg har helt sikkert set for meget 3 mand og en baby) - Og på den måde ville jeg kunne blive tidlig mor...

Men nu havde jeg også masser af niecer og nevøer jeg kunne dikke dikke (en af glæderne ved at være den næstyngste i en børneflok på 7), som nærede mit ønske om selv at få en lille baby.

Og jeg blev da også en ung mor...

Marcus, min førstefødte, fik jeg da jeg var 19...

De første par år boede jeg hjemme med ham - Min lillebror (der alligevel bare sad oppe og spillede computer) passede ham fra jeg gik i seng ved 23-tiden til Marcus begyndte at ville have mad...

Indtil drengen selvfølgelig begyndte at sove lidt tidligere om aftenen.

Min mor kom ind på mit værelse, i nattens mulm og mørke, da jeg vænnede Marcus fra nattåren, og tog ham ind i sin egen seng, så han ikke behøvede at græde så meget...

Uvurderlig hjælp, fra en stor og kærlig, rummelig familie...

Og jeg ELSKER at være mor.

Jeg elsker at have min egen familie, at blive holdt i hånden af de små buttede hænder, at få kærlige smaskvåde kys af de små læber, at få et akavet knus af min store dreng...

Og jeg har svært ved tanken om at de vokser op og flytter hjemmefra.

At de kommer til at starte deres eget liv...

Måske med deres egne børn...

Men jeg håber da at jeg til den tid er i stand til at hvile i rollen som mor til udeboende børn - og ikke bliver en af de der irriterende omklamrende typer som man ser i diverse film og TV-serier...

Det at være mor ER lige så hårdt og udfordrende som den ene blogger skriver om,

men det er også mindst lige så givende, lykkeligt og rosenrødt som den anden blogger skriver...

Det er udfordrende, tænderskærende, hjertegribende...

Nogen dage kan man bare ikke vente på at man kan kyle de dødirriterende møgunger ind i deres senge - Og andre dage nyder man bare hvert et øjeblik, dufter til deres hår, føler deres tilstedeværelse i ens liv...

Og ens hjerte er ved at sprænges af en sådan lykke og kærlighed, at det næsten ikke er til at forstå det kan lade sig gøre at rumme det...

Og man er stolt...

Stolt af at være mor,

Stolt af ens børn,

Stolt af den man er...

Stolt af at man kan skabe gode kærlige rammer om ens familie...

Og i den korte tid man får lov at låne sine børn - og ser dem vokse, trives og modnes...

Der er det dem der er centrum i ens tilværelse....

For nogen bliver de måske så meget et centrum, at andre bliver skubbet ud...

Man glemmer måske sig selv for meget...

Man glemmer sin partner...

Jeg hørte (eller læste) et eller andet sted, om lægen der havde sagt til de nybagte forældre at de skulle huske at pleje parforholdet, for børnene var kun til låns, men de som par skulle gerne vare resten af livet!

Genialt sagt..!