Finder jeg mig selv siddende og være MEGET skeptisk til nogle blogindlæg udgivet af nybagte blogmødre...
Indlæg hvor det hele er rosenrødt og skønt, og der kun er småbitte bump på deres vej...
Og jeg føler mig bare mega skeptisk - For selvom jeg også bare har lykkelige stunder og nyder tilværelsen...
Så synes jeg der er drøn på - heeele tiden!
Puha, ind imellem vil jeg næsten påstå det er hårdt - Det her med børn, arbejde, forpligtelser og den slags...
Og jeg sidder og tænker at de da bare MÅ have det ligesom jeg.
Det har de da muligvis også ind imellem - Hverken jeg, eller de, lægger alt ud på bloggen!
(Der bliver screenet temmelig meget her, af hensyn til mit job, mine børn, min mand og min resterende omgangskreds)...
MEN...!
Hvis jeg nu prøver rigtig hårdt at tænke 13 år tilbage i tiden...
Før stort hus og havearbejde, vasketøj i vilde mængder og avanceret madlavning og kreaprojekter...
Så erindrer jeg mig selv trillende rundt med barnevognen i moderigtigt tøj i godt vejr...
Siddende på café ind imellem og i svømmehallen med min baby...
Og når jeg tænker tilbage...
Så var jeg faktisk præcis lige så rosenrød..!
Det har jo bare ændret sig, fordi der nu er flere børn, teenagerkonflikter, skolemøder, forældremøder, sene arbejdsdage og alt mulig andet af den slags, som nu også fylder i mit liv...
Det er en naturlig udvikling af det at blive en større familie - Men jeg tror bare jeg nogle gange glemmer hvordan det var før...
Og det ærgrer jeg mig lidt over - Fordi det får mig til at "dømme" andre ud fra det forkerte perspektiv, og det er s.. da for dumt!!!
Så HURRA for at jeg har bloggen, som så tit får mig til at se indad...
Lige netop fordi jeg overraskes over mit reaktionsmønster, og sætter mig for at finde ud af hvorfor jeg reagerer som jeg gør...
Jeg har lært meget om mig selv som menneske af at læse med på andres blogs...
Og jeg er RIGTIGT glad for at jeg går ud fra kotumen, at hvis jeg ikke har noget pænt at skrive - så skal jeg lade være...
For hold fast hvor ville det være flovt at skulle undskylde til alle disse mennesker, bare fordi jeg ikke selv kan huske hvordan det var..!
Åh ja, den tanke kender jeg også. Men igen, da vi fik den første var det jo netop sådan! Og jeg har ikke glemt det, men spørger ofte mig selv, hvorfor jeg ikke kan nyde det ligeså meget nu, som dengang. Hmm.... :-/
SvarSletFordi man er nødt til !at holde øje med uret! anden gang man er på barsel...
SletDet får bare tiden til at gå hurtigere - Og man er nok mere opmærksom på den mængde af krav man stiller sig selv for at kunne give alle omkring sig den bedst mulige tid...
jeg nød den første, men efter nr 5 var det rutine og ikke lyserødt mere :-)
SvarSletDer går unægteligt hverdag i den ;0)
SletSådan har jeg det også. Kan huske at jeg bare tog på cafe og ud og hygge med veninderne. Blev i Mødregruppe til langt oppe af eftermiddagen. Denne gang er anderledes man kan ikke bare spise aftensmad kl 20 der er nogen der skal spise senest klokken 18. Vi går ikke bare en aftentur efter vi har spist. Der er en helt anden barsel som man skal finde en anden måde at nyde. Og her er jeg super imponeret over af at du har Alba hjemme på samme tid.
SvarSletDu har ret - jeg tror det hele er anderledes lige netop fordi der bliver stillet krav til ens tid på en helt anden måde...
SletMan kan ikke bare leve i babysymbiose hele tiden
Åh ja også her er der meget stor forskel på barsel 1 og 2! Min standart joke for tiden et at jeg har barsel fra 9 til 15! Med en uge hvor jeg har været alene med ungerne til efter putning 4 ud af 5 dage, ja så er der sgu ikke så meget overskud! Men jeg elsker stadig at være mor! Og jeg har da også flere gange set dit dagens mor post på IG, kigget ned af mig selv og tænkt tja jeg er så ikke kommet længere end det jogging tøj jeg hoppede i for at lave morgen mad! He he så du virker altså også overskudsagtig;)
SvarSletHa ha - Jeg hopper da lige så hurtigt ud af de upraktiske beklædningsgenstande igen....
SletOg hvis du kigger efter, så er det meste bare avancerede jersey og isoli beklædningsgenstande som jeg pepper lidt op for billedets skyld (bare for at bevise for mig selv at jeg godt KAN ligne andet end en hængt mor...)
Jeg skal hele tiden tage mig selv i at blive misundelig på alt den frihed og de små problemer eller tænke" try walking in my shoes..." og så føler jeg mig så grim indeni bagefter. Nok fordi overskuddet ligger på et lille sted, og så bliver man åben for alt ukritisk, godt og skidt uden eftertanke , bare fordi man er så dødtræt man ikke kan tænke mere.
Sletmen jeg elsker dem allesammen, teenager som tumling, normal som handicappet, og jeg ville gøre det igen hvis nogen spurgte.
Du er en dejlig kvinde, og du nyder alt du kan, det er jeg sikker på, Du ved bare også alt det andet. Alle de ting der skal gøres, alt det der ligger foran hvert nuttet babysmil, og det er ok. :)
KNUS ! :)
Marianne
*knus*
Slet