I dag er det præcis...

13 år siden Marcus kom til verden...

Og sikke meget der er sket siden - Feks. er han ikke længere min preteen, men rent faktisk teenager (WHAT!!!! hvad skete der lige der?)

Jeg tænkte at jeg også ville skrive min fødselsberetning med ham (sådan som jeg nu husker det - der kan være visse elementer der er forsvundet hen i det uvisse på de sidste 13 år)

-----------

Denne beretning starter fredag den 16. Marts 2001...

Jeg var højgravid - godt 34 uger henne, og gik til kontrol hver uge fordi jeg havde helt utrolige mængder af væske i kroppen.

Denne fredag, fandt lægen et lille spor af protein i min urin - Men som han sagde, så kunne det jo sagtens være noget der var smuttet med i urinprøven.

Så der blev blot aftalt en ny tid til kontrol ugen efter, og så gik min mor og jeg ned i Fredericia by lidt...

Jeg husker, at da vi gik rundt i Vendersgade, begyndte jeg at mærke et lille ubehag i området omkring skulderbladene - Men jeg tænkte at det nok bare var fordi jeg havde overanstrengt mig, så min mor og jeg valgte at tage hjem igen så jeg kunne hvile mig...

...

Min søster havde fundet en hundehvalp til ingen penge på "den blå avis" som hun gerne ville se nærmere på, så om aftenen kørte vi afsted...

Min far og mor på forsæderne, og min søster og jeg på bagsædet af bilen...

Mens vi sad og fandt ud af hvilken hvalp vi gerne ville have, lagde jeg da godt mærke til at jeg stadig gjorde ondt, men jeg var så opslugt af den her hvalp, at jeg ikke tænkte over det...

På vej hjem i bilen, begyndte det at blive værre - og jeg nævnte for min mor at jeg stadig havde ret ondt...

Der var jo intet til at distrahere mig i bilens mørke, så det gjorde det lidt tydeligere...

Da vi kom hjem, var jeg træt, så jeg tog lidt Panodil og gik i seng...

Lørdag morgen var smerten stadig ikke væk..!

Jeg klemte lidt morgenmad ned, tog nogle panodiler for at klare det værste og undrede mig såre over hvorfor det gjorde så ondt...

Resten af dagen kan jeg ikke huske - Jeg kan bare huske glimtet af min far, der står i døren til mit værelse om aftenen/natten, og ser på at jeg sidder og rokker frem og tilbage i sengen på grund af smerter, mens jeg prøver at synge for mig selv og bider mig i knoerne...

Min mor fortlate senere at han var gået direkte ind til hende og sagt "hun har virkelig ondt, vi må hellere tilkalde vagtlægen"...

Vagtlægen kom...

Han troede jeg måske havde fået omgangssyge, og rådede os til at søge læge om mandagen - hvis ikke jeg havde fået det bedre...

Søndag var en tåge af smerter og opkast...

Mig der ligger på gulvet fordi det var det eneste sted jeg kunne finde ro, og hundehvalpen der ligger klistret op af mig, lige der hvor jeg gør ondt.

Det var så dejligt at han lå der og trøstede og varmede mig...

Mandag får jeg en akuttid ved lægen - Ikke ham jeg normalt går ved, men en læge som min mor almindeligvis går i en stor bue uden om, fordi hun ikke mener han er særlig kompetent.

Han kan ikke have set særlig grundigt i min journal, for han tjekker ikke engang mit blodtryk - men udskriver blot noget mavesårsmedicin, med besked om at hvis det ikke er blevet bedre onsdag skal vi komme igen...

Flere ulidelige smerter...

Jeg har ikke spist noget i et par dage pga smerter og opkast...

Og jeg gør ondt...!

Min far er rykket ind på mit værelse og sove, og jeg er inde i soveværelset ved min mor så hun kan hjælpe og holde øje med mig...

Tirsdag eftermiddag står jeg og krammer min mor - Og pludselig siger hun "Karen, du har jo veer"...

Tidligere på dagen havde jeg ringet til jordemoren, som mente jeg blot havde plukveer, og mente jeg skulle hvile mig...

Men mens jeg havde krammet min mor, havde hun åbenbart mærket hvornår min mave spændte og talt intervaller (Jeg kunne ikke selv mærke det pga de smerter jeg havde i forvejen)...

Efter selv at have født 7 børn, følte hun sig ret overbevist om jeg havde veer - Så da min far i det samme kommer ned og siger at "de skal i bad nu hvis de skal nå til det der i aften", ser min mor på ham og siger "Ja - vi tager et bad, og så kører vi på hospitalet med Karen!"

På hospitalet tager det ikke lang tid før de kan se den er helt gal...

Min urin slår meget ud på protein og mit blodtryk er meget meget højt (det er det der giver smerterne) - Så jeg får noget hurtigtvirkende blodtryksnedsættende medicin, og de tager en del tests...

Det viser sig at jeg har udviklet HELLP, og at mine blodplader er faldet til 50. Samtidig er jeg gået igang med at udvide mig og har veer, så de sender mig akut til Kolding Hospital med ambulance for at føde dernede, da der er bedre kompetencer til at varetage sådan en situation (og de har en neonatal afdeling)... 

Selv er jeg bare lykkelig fordi mine ekstreme smerter er væk, og jeg opfatter slet ikke hvor tæt jeg er på at dø...

Så da jeg kommer til Kolding, og fødselslægen kommer ind til mig og siger de er ved at gøre klar til et akut kejsersnit ser jeg bare på ham og siger "NEJ"...

Det er slemt nok at jeg har fået strækmærker og er enlig mor på 19 - Jeg skal i hvert fald ikke også have et ar fra et kejsersnit!!!

(Forfængeligheden længe leve).

Min mor fortalte mig siden at lægen blev meget nervøs og stod og vred sig i hænderne mens han prøvede på at overtale mig til et kejsersnit...

Til sidst blev aftalen at jeg ikke måtte indtage føde så jeg kunne være klar til akut kejsersnit, at jeg skulle have vestimulerende drop, og at de ville komme cirka hver/hver anden time og tage blodprøver og blodtryk på mig for at se hvordan jeg havde det...

Jeg snakkede i telefon med min ene søster (som også var højgravid), og undskyldte at jeg alligevel ikke havde kunnet komme til hendes førstefødtes 3-års fødselsdagfest...

Derefter hyggesnakkede jeg lidt med min mor - og lagde mig til at sove...

For mig var veerne VAND i forhold til de smerter jeg havde haft før, så eftersom jeg ikke havde fået vanvittigt meget søvn de sidste mange dage, udnyttede jeg chancen for lidt hvile...

Omkring 5:15 om morgenen vågner jeg ved at de tager blodprøver på mig (yep - jeg er rent faktisk sovet igennem op til flere blodprøver), og mine veer bliver kraftigere...

Jordmoderen kommer ind og tjekker mig lige før vagtskiftet klokken 6 for at se om hun skal blive der til resten af fødslen - Men vurderer at der stadig går lang tid før jeg føder...

Min nye jordemoder kommer ind og præsentere sig efter vagtskiftet (og konferencen) og konstaterer at tingene da vist er ved at udvikle sig...

Hun vælger at give mig noget morfin i låret (som jeg bestemt ikke havde bedt om, og blev ret overrasket over at få - ikke at jeg havde mange tanker om naturlige fødsler, mere fordi jeg hader at få sprøjtet ting ind i kroppen ,og det havde for mig været mere end rigeligt med det lungemodnende stof jeg havde fået sprøjtet ind oppe på Fredericia Hospital)...

Ved denne fødsel skældte jeg ikke ud - Min mor siger at jeg var meget stille...

Jeg koncentrerede mig også mest om at ligge stille fordi de blev ved med at tage blodprøver (ikke sjovt når man har veer imens), og fordi jeg ikke ville hænge for meget på min mor som har dårlig ryg.

På et enkelt tidspunkt ligger jeg på alle fire og råber "Det gør ondt" - Men det føltes også mest som om veerne bare kom oven i hinanden...

Senere har jeg sagt om det morfin, at det bestemt ikke tog smerterne - men bare gør én ligeglad med dem... 

Meget sær fornemmelse!

Pludselig råber jeg "jeg skal presse" hvortil jordemoderen svarer "nej, det skal du ikke - men jeg tjekker lige"...

Dybt overrasket kigger hun på mig og siger, "jo - du må godt presse" og får mig kørt over til fødebriksen.

Indtil nu har jeg ligget i en almindelig hospitalsseng...

Jeg tager en presseve i sengen (mens jordemoderen får tilkaldt børnelæge og dets lige)... 

En ve på vej over på fødebriksen...

En ve  mens de får sat mine ben i stigbøjlerne...

Jordemoderen spørger mig om jeg vil have at vide når hun klipper?

Jeg råber at jeg er ret ligeglad...

Hun klipper...

Og mens hun ligger saksen fra sig, smutter Marcus ud i bækkenet på fødebriksen.
Klokken er 7:43

Lige efter kommer bønelægen, og får Marcus tjekket...

På et tidspunkt siger han "Hold da op" - Der løfter Marcus sig helt op på armene med hovedet flot løftet...

2650 g og 56 cm var han da han blev født 6 uger for tidligt...

Endelig får jeg ham op til mig og udbryder som det første "Men han er jo en lille Marcus" (og nej, jeg havde ikke planlagt nogle navne overhovedet) - Og i en times tid nyder jeg bare at se på min lille rødhårede søn der ligger og knirker...

Knirker er noget skidt kan jeg konstaterer - for efter en times tid kommer de med en kuvøse til ham, og han får iltmaske på...

Min mor går op på neonatal afdeling med ham, mens jeg ligger alene tilbage på fødestuen...

Jeg tror nok jeg græd, selv om jeg ikke ville vise det til nogen...

---------

De første par dage var jeg lænket til min seng - jeg måtte ikke engang gå på toilet selv for at tisse.

Jeg så kun Marcus et par timer om dagen - Mest fordi jeg ikke ville ligge nogen til last (dumt, dumt dumt)...

Jeg brugte meget tid de første dage på at græde...

I min journal udtrykker sygeplejersken bekymring for om jeg er ved at få en fødselsdepression...

Med det samme jeg får lov til at komme ud af sengen, er jeg oppe på neonatal-afdelingen ved Marcus hele dagen...

Her er Marcus heldigvis kommet ud af kuvøsen, men han er stadig indlagt på Neonatal.

Om aftenen har jeg smerter igen, og sidder og hænger over min mad på spisesalen.

Sygeplejersken (eller jordemoren) lægger mærke til det, og får mig sendt ind i seng igen...

Den næste lille uges tid skal jeg have medicin, og skal køres rundt i rullestol - Jeg må kun gå på toilet selv, alt andet foregår i rullestol.

Samtidig er Marcus kommet i lys pga. gulsot...

Jeg påbegynder udmalkning, og det går som en leg...

Faktisk malker jeg så meget ud at jeg næsten kunne give mælk til alle babyerne på neonatal ;0)

Den nat hvor de vækker mig og siger han ligger og søger efter mig, græder jeg af glæde da jeg farer op på neonatal for at kunne lægge ham til brystet for første gang...

Efter 11 dage bliver vi overført til Fredericia sygehus, og efter 14 dage kommer vi hjem...

4 uger før min reelle terminsdag!

----

Det var ikke en dårlig fødsel, det har jeg aldrig følt det var - og alt gik som det skulle....

Men jeg er vred på den læge jeg var til konsultation ved som gav mig mavesårsmedicin.

Havde min mor ikke været så handlekraftig og taget mig på hospitalet, er der en reel risiko for at hverken Marcus eller jeg var vågnet op dagen efter...

Det sagde lægen mens han roste min mor uden for døren på Kolding hospital (så jeg ikke fandt ud af hvor slemt det stod til).

----

Jeg havde sagt lige fra starten af, da jeg fandt ud af at jeg ventede mig, at jeg troede jeg ville føde for tidligt...

Alle havde fortalt mig det var noget pjat...

Jeg fik ret!