Jeg nyder, den korte tid det endnu vare...

At mine morgener kan være stille og rolige, og lige i det tempo som de små og jeg sætter...

Jeg nyder at putte med dem i sengen, og ligge og se en tegnefilm med Alba...

Jeg nyder at kysse lidt på Arns skønne suttekinder, og se ham spjætte og grine i sit undertøj...

Jeg elsker Alba der hopper rundt over det hele, og højt råber "jeg ska' ha' morg'nmad"...

Alba der kommer farende når hun er i tøjet, mens hun ivrigt siger "ud at gå tur" - og hiver mig afsted ud mod overtøjet...

Indtil hun får set på mig, og siger "nej, ikke gå tur - mor ska' ha' tøj på" - og så skubber hun mig ellers ud på badeværelset så jeg kan komme igang...

Jeg elsker hvert eneste kys og kram jeg får fra min glade, ivrige tumletrold...

Og lige nu tager jeg mig ekstra tid til at nyde det, for uret er begyndt at tælle ned.

Der er kun 23 dage tilbage til Alba starter i børnehave...

Rent egoistisk, så har jeg bare lyst til at holde fast i hende, og beholde hende hjemme lige her ved mig - Men jeg ved godt at hun kommer til at elske det...

Nye udfordringer, masser af børn hun kan tackle (og pædagoger der kan få lov til at arbejde lidt mere med hende og hendes tacklinger af andre børn - hun er pænt effektiv til at skubbe, uheldigvis)...

Jeg håber det bliver let for hende...

Og jeg håber virkelig meget at hun ikke går tilbage til at bide, nive og kradse de andre børn...

For selv om hun stadig kan være slem til at skubbe børn væk når hun vil have det de leger med (eller ikke gider lege med dem), så har hun alligevel rykket sig RIGTIG meget fra hvordan hun var i dagplejen...

For i det mindste, så er det kun skubbe hun gør nu..!

Jeg forbereder mig, og laver mentale lister over hvad hun skal have med i børnehave hver dag...

Og samtidig gør jeg alt hvad jeg kan for at have skyklapper på...

For det er et nyt kapitel i vores liv...

Et stort, spændende kapitel med nye udfordringer - og mig der er nødt til at acceptere, at det ikke længere er mig der passer hende konstant, at der er nye voksne hun vil komme til at holde af og at der er en del af hendes liv som jeg fremover kun vil kunne være en engageret tilskuer til...

Det første rigtigt store skridt i hendes frigørelsesproces bliver taget lige der...

Om 23 dage!