Noget om alligevel at blive skuffet...

Det har jo lige været mors dag - Det er der helt sikkert ingen af jer der har været i tvivl om...
Man skal virkelig være god til at gå med skyklapper for at glemme mors dag...

Nå...

Hvert år bliver jeg ved med inden i mig selv, at nære et lille håb om at DETTE er året hvor min mand hjælper børnene med at finde på noget...

Det behøver ikke at være stort og fancy...
Det behøver ikke være en skidedyr buket blomster (jeg har jo alligevel brugt alle pengene på at sikre mig blomster til min egen mor og svigermor fordi jeg er så mega ukreativ på det punkt)...

Det kunne godt være at blive vækket med kys og kram...
Få serveret morgenmad på sengen...
Hjemmeplukkede blomster fra haven...
Kort børnene selv har lavet...
At slippe for at lave aftensmad...
At gå en lang tur hvis vejret er godt...
At få et "glædelig mors dag" og lidt ekstra kys og knus fra mand og børn...
At der er planlagt "hjemmebiograftur" med familiefilm, guf og kage...

I bund og grund skal det bare være en dag hvor jeg har lov at være i centrum - og ikke skal varte andre op og rydde op efter dem, og minde dem om ting og hist op og herned...

Og det samme gælder for min fødselsdag..!

For mig ville det være fantastisk med bare lidt tid ind imellem hvor jeg ikke behøver snerre af dem alle sammen, og koste rundt med dem for at skabe lidt mig-tid...
(Hold fast hvor fik jeg lige fremstillet mig selv som et monster der)

Men at få det givet som gave...
Tid hvor jeg kan slippe kontrollen med hus, hjem og børn uden at føle jeg kræver for meget af dem...
og UDEN at skulle rydde en hel masse op bagefter...

Nøii, det kunne være godt!!!

Men hvert år bliver mit lille håb slukket...

Det er så fjollet - Jeg VED jo godt der ikke kommer til at ske noget med mindre jeg selv står for det...
Og nej, der er blevet snakket om det og det ændrer ikke på noget...
Det er bare sådan det er.

Og det er jo ikke fordi jeg er den eneste derude som har det sådan..!

Så hvorfor bliver jeg ved med at gøre mig selv ked af det ved at håbe?
Det er da fjollet synes jeg...

Erfaringen har jo ligesom vist mig at der ikke er små nuttede overraskelser til Valentines dag, at mors dag er noget der bliver ignoreret, at min fødselsdag kun bliver fejret hvis jeg selv fejrer den - og at hvis jeg er heldig så får jeg måske en julegave (ej okay, den er lidt under bæltestedet - Jeg plejer at få julegaver, det er kun sidste år det blev sprunget over)...

Og ved I hvad - Det er jo mig der har et problem her...
Det er jo mig der har en forventning om noget andet, fordi jeg selv synes det er dejligt at hygge om min mand og børn og derfor gør det...

Sidste år begyndte jeg selv at springe over hvor gærdet er lavest...
Der blev ikke gjort noget ud af Valentins dag (det var den første jeg opgav, så det har jeg ikke gjort noget ud af i nogle år efterhånden)...
Til fars dag tog jeg ungerne med ud af huset, og så havde vi en lille gave med hjem til min mand men ellers skete der ikke rigtigt noget...
Jeg havde købt en lille gave på nettet og en Othello-lagkage til hans fødselsdag (jeg var altså højgravid på det her tidspunkt, og havde fået strenge ordre om hvile pga svangerskabsforgiftning, så andet kunne ikke rigtigt lade sig gøre)...
Og for første gang nogensinde overskred jeg ikke det fastsatte julegavebudget til ham (men han fik gaver fra både mig og børnene)...

Og jeg brød mig ikke om det...
Jeg kan bare selv bedst lide at bruge tid og kræfter på at vise min mand at jeg elsker ham, og at jeg er taknemmelig for hver dag vi er sammen...

Men det er jo stadig MIT problem, for det er mig der har det sådan - ikke ham!
Det er mig der skal finde ud af at lade være med at håbe på der sker noget...

--------------

Og til muligheden for et gæsteindlæg fra ham...

Han kom hjem og sagde at han alligevel ikke rigtigt havde andet at skrive end at han synes det er kedeligt - og at han gør hvad han kan for at undgå at se hvad der rent faktisk foregår dernede mens jeg føder...
Så ingen store følelsesmæssige udladninger her...

Hvis jeg virkelig gik ham på klingen, så er der sikkert en masse følelser og tanker inden i ham omkring det - Men mit gæt er at han ikke har lyst til at dele dem, hverken med jer eller andre...
Og det skal der også være plads til!

24 kommentarer:

  1. Jeg er med dig, Karen Elisabeth. Det er især frustrerende, når man, som du skriver, godt selv ved, at det handler om en selv og man ligesom ikke kan bestemme, hvordan og hvornår manden og børnene vælger at udtrykke deres glæde ved en. ^_^
    Min egen mor har altid været temmelig afstandtagende fra mors-dags-konceptet. Hun elsker blomster - men hun synes det er et påtvunget set-up og har altid sagt, at hun hellere vil have blomster alle de andre dage. Det forstår jeg sådan set godt... så det tænker jeg lidt på, når der er tomt i blomstervasen på mors dag!
    Håber der lander nogle store knus hos dig i det lange løb i stedet...

    - Line

    SvarSlet
    Svar
    1. Som jeg skriver - så er det egentligt heller ikke fordi datoen er så vigtig, bare det sker engang imellem (selv om ulempen ved de kommercielle dage er at man kan se lige præcis hvad alle andre får)...

      Slet
  2. Jeg opplevde selv å ha foreldre som ikke satte pris på det jeg gav til morsdager og fødselsdager. Det såret meg mye, så når mine barn kommer hjem med ting de har laget som ikke ser så flotte ut, så blir jeg så inderlig glad.
    Min mann - han må jeg tenke for. Det er så kjedelig at han ikke selv kan tenke ut hva som vil glede meg. Når han ikke gjør slike ting for meg, så gjøre ikke jeg det for ham - og så blir det ikke noe av noe på slike dager… Den eneste feiringa som vi pleier "å få til", er julefeiringa. Den er jo nesten obligatorisk :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror man skal være enlig og uden børn for at være i stand til at springe julen over (og så virkelig synes det er en forfærdelig mærkedag)...
      Jeg elsker også de ting jeg får fra mine børn, og rigtigt mange af dem er "on display" herhjemme...

      Slet
  3. Jeg kunne have skrevet dit indlæg i dag, for det er helt præsis på samme måde her hos os... og det hører også til sjældenheder at det er fødselsdagsgaver og julegaver, de kommer kun hvis jeg har presse meget hård på... så kan 100 % følge dine tanker!
    Jeg kommer fra en familie hvor vi fejre alle de specielle dage, og har altid gjort rigtig meget ud af dem, så det har været meget svært for mig at acceptere at min mand er anderledes - heldigvis fejre både min familie og hans familie mig, så der sker da noget på mærkedage. For hans skyld behøvede vi ikke gøre noget ud af fødselsdage, jule og alle andre dage som er mærkedage!! Jeg syntes det er sørgeligt og gør derfor en masse ud af specielt vores søns fødselsdag, og jeg gør da også en del ud af min mands fødselsdag, men godt følge dig i at man forsøger ikke at gøre ret meget, men jeg syntes det er meget tomt hvis man ikke får en gave af de personer som betyder mest for en! Og som du skriver så er det jo ikke fordi det behøves at være noget stor og prangende, bare en anerkendelse ville være fedt :-)
    Så du er bestemt ikke alene - håber at din mand kommer til at forstå at det betyder meget for dig :-) Kh

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er egentligt sjovt at der kan være så stor forskel på folk (og familier) synes du ikke???

      Det har altid været meget varierende hvor lidt eller meget der bliver gjort ud af de forskellige mærkedag - men en eller anden form for anerkendelse plejer der da at være...
      Men det sker nu noget mere efter at vi er blevet voksne, så bliver der gjort mere ud af mors dag og fødselsdage og den slags...

      Slet
    2. Jo, det er sjovt, og for min mands vedkommende, er han jo som jeg vokset op med at man gjorde meget ud af fødselsdage og julen. så hvorfor han i dag har så meget imod disse begivenheder, er meget underligt, og han kan ikke rigtig komme med nogle gode grunde når jeg har spurgt ind til det, men jeg savner da bestemt at der skal ske noget,
      Og jo, det er jo egentlig efter vi er blevet voksne at der er kommet mere fokus på disse mærkedage, for kan faktisk ikke huske at vi gjorde noget ud af mors dag da jeg var barn... Men derer jo selvfølgelig også meget mere reklame i dag og det tror jeg da er med til at forskellige brancher gerne vil have fokus på dette, så de kan sælge mere ;-)

      Slet
    3. Jeg tror det betyder rigtig meget at den er blevet "detailhandelficeret" mors dag...

      Der var bestemt ikke helt så voldsomme reklamespots da jeg var barn, det føler jeg mig ret sikker på...

      Altså, jeg har en mistanke om (uden at have fået den bekræftet) at min mand måske bare ikke synes glæden ved at give noget, opvejer at han skal lette sin r*v og finde noget ;0) (puuuha, nu får jeg skæld ud)

      Slet
  4. Uha...en svær en. Min mor var en glad giver og det er jeg også selv. Elsker at give andre gaver og små overraskelser, derfor har der også været stunder, hvor jeg er blevet dybt skuffet, men har lært at acceptere, at sådan er det bare
    &
    det der har hjulpet mig mest er,
    at acceptere, at det ikke nødvendigvis behøver være samme kanal der kommer noget retur fra. På den måde modtager jeg næsten dagligt små gaver/oplevelser udefra ....fra nogen, som jeg aldrig har givet noget.
    Lyder det som volapyk eller bare lidt forståeligt :)

    Hav en dejlig aften

    Håber du møder glade givere på din fremtidige stier

    SvarSlet
    Svar
    1. Hmm... Det må jeg funderer lidt over - Det er meget zen et eller andet sted ;0)

      Slet
    2. :) zen agtigt eller lign?. Sådan har jeg aldrig tænkt på det. Det var en tankegang jeg måtte lære og tage til mig, for ikke at blive en gammel bitter dame :).
      Det var også en del af de tolv trin, som i sin tid måttet tages ind og nu forsøges at leve efter på daglig basis.
      Smil herfra hende der drikker tordenkaffe
      God weekend

      Slet
    3. Men de trin er jo også en del af en selvudviklingsproces (findes det ord overhovedet???) - som man bruger for at bliver klogere på hvorfor, og hvordan man undgår det frem over (går jeg ud fra)....

      Ej, tror jeg er ved at rode mig ud i nogle forklaringer jeg slet ikke selv forstår ;0)

      I hvert fald, så er det noget jeg beundrer at du kan tage livet sådan

      Slet
  5. Jeg synes ikke, det er dig, der skal lade være med at forvente noget. Eller håbe på noget. Hvor er vi, hvis vi holder op med det? Vi kan heller ikke lave om på hinanden, men vi kan gøre hinanden opmærksomme på, hvordan vi har det med sådanne ting. Har det betydning for dig, så skal han jo gøre en indsats for at lave om på det. Og omvendt. Jeg tror, at man kommer rigtig langt ved stille og roligt at snakke om tingene.
    Har du ladet ham læse indlægget?

    Kh
    Anna (som godt kender situationen)

    SvarSlet
    Svar
    1. Han læser med på bloggen Anna, så ja det har jeg ;0)

      Jeg ved ikke - Hvis han ikke har lyst eller behov for at gøre noget ved det, så skal jeg jo heller ikke tvinge ham...
      Det er jo en problemstilling der går to veje alt efter hvis' briller man tager på

      Slet
  6. Åh gud...
    Jeg har lige læst dit indlæg højt for min mand og DU VED sikker hvorfor ;O)

    Han glemmer jo også altid mig...mors dag er ikke noget særligt - FOR HAM ALTSÅ!!!

    By the way, ved hvordan det føles - men hold kæft jeg griner af dit indlæg, det fame sjovt skrevet (selvom jeg godt ved alvoren i det? Nej det er ikke DIG - di mand må seriøst oppe sig, ellers må det helt være slut med at ordne hans sure sokker og underhørmere - for EVIGT, til kamp mod de sløve padder af mænd - hit med de blomster...BASTA!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha ha ha Bettina - Du har den dejligste humoristiske måde at skrive på ;0)
      Nej, selvfølgelig er den ikke noget særligt for ham - Hvordan har han det selv med fars dag?

      Slet
  7. Vi er en gruppe kvinder som tager på tur på mors dag og passer os selv og forkæler os selv med loppemarked, brunch mv... desværre blev det aflyst i år... men idéen er hermed givet videre. Så siger du bare derhjemme at du er hjemme til aftensmad, og at du ønsker dig at den står på bordet efter en lang dag ude ; ) I virkeligheden er mors dag jo opfundet til ære for blomsterhandlerne... en selvforkælelsesdag er til for DIG : )

    SvarSlet
    Svar
    1. Hmm... Det koncept ville jeg godt kunne leve med...

      Det ville give mig det der frirum som nok egentligt er det jeg efterspørger...

      Slet
    2. Jaaa : ) Til næste år skal du ud og baske med vingerne 2. søndag i maj : )))

      Slet
  8. smut til London en tur.. :)
    Knus, du fortjerner at blive værdsat, også den dag. og specielt den dag er det rigtigt ensomt ikke at blive anerkendt, fordi de andre mødre som bliver anerkendt den kommercielle dag jo tydeligtvist får en token.
    Min mand havde det sådan i starten.. det gik over, efter en laaang snak....for vi er forskellige og nogen gange gør ting bare ondt lige gyldigt hvor mange argumenter man stiller op for at det ikke er logisk..

    KH
    Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Altså, nu farer jeg altså ikke bare lige til London en tur, og da slet ikke helt selv ;0)
      Jeg tror meget af det ligger i at man ser hvad de andre får, og derfor også ønsker at få noget - Ellers ville det nok ikke gøre mig helt så meget tror jeg...

      Slet
  9. Tjah - vi kvinder er jo gode til at hygge om mand og børn - til gengæld synes jeg slet ikke at det er urimeligt at forvente at de også giver lidt til gengæld. Jeg kender det du skriver om - alt for godt. Så måske er løsningen at fortælle familien at man altså (også) vil forkæles. Så findder de måske ud af det hen ad vejen..

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo...

      Det er jo heller ikke fordi jeg ikke har taget snakken om det (omend det er ved at være et stykke tid siden)...

      Jeg tror bare det skal ses i lyset af, at når der er blevet tilkendegiv et at min mand ikke har en interesse i at gøre noget ud af det - Så skal jeg jo et eller andet sted også respektere den beslutning...

      Slet