I dag er dagen...

Hvor jeg har været mor til tre i tretten uger...

I morgen skal Arn vaccineres, og på fredag bliver han præcist 3 måneder

Og hvor er tiden dog gået hurtigt!

Jeg har ofte overvejet at skrive en fødselsberetning, men slet ikke fået det gjort - Så nu skal det være...

Så må vi bare håbe at Arn sover lidt længe her til morgen så jeg ikke behøver at gøre det alt for forhastet...

I tiden op til min fødsel gik jeg til kontrol hele tiden...

Dels skulle jeg afsted hver anden fredag for at få akupunktur for min bækkenløsning (og det virkede fantastisk på mig - med akupunktur var jeg i stand til at bevæge mig langt mere frit, og i større grad være der for Alba).

Der ud over skulle jeg ugentligt til kontrol for at få tjekket urin og blodtryk + jeg skulle tjekke mit blodtryk dagligt derhjemme...

Jeg endte jo ud med at have en smule svangerskabsforgiftning... Ikke superslemt, men heller ikke helt godt.

Der havde på min terminsdag, allerede været tale om at sætte mig igang ugen før (men de havde for travlt på fødselsgangen, og min livmoderhals var slet ikke modnet overhovedet - så de valgte at udskyde igangsættelsen og se tiden an)...

Som nogen af jer husker - så var der også problemet med at Arn lå på tværs.

14 dage før termin blev der lavet et vendingsforsøg på ham (hvor de samtidig lige besluttede sig for at tjekke hvor slem svangerskabsforgiftning jeg havde og holdt mig til observation i et døgn)...

Han smuttede tilbage i tværleje i løbet af den næste uges tid...

Anden gang jeg skulle til vendingsforsøg opgav de, fordi han bare roterede frit rundt i maven som han selv ville (det var også her de konstaterede at min krop på ingen måde havde gjort sig klar til fødsel), og jeg blev sendt hjem fra hospitalet med besked om at hvis mit vand gik - så var det ned at ligge og ringe efter en ambulance...

Og så fik jeg ellers en ny kontroltid til min terminsdag, med beskeden om at jeg nok skulle være forberedt på at de "måske" ville vælge at sætte mig igang...

(anden gang de sagde det - første gang valgte de jo at lade være med at gøre noget, så jeg var nok lidt skeptisk)...

Nå - Tirsdag aften sidder min mand og jeg og ser TV...

Taskerne er pakket, huset er gjort rent og vi slapper af efter at de store er kommet i seng, med at se lidt serier sammen...

Jeg husker tydeligt stemningen - lidt nervøs, lidt anspændt, lidt vemodig...

Vi snakkede om det at få en lille baby, og at vi måske dagen efter ved denne tid ville holde endnu et lille mirakel i vores arme...

Og Arn gjorde opmærksom på sig selv - Det er hans hoved som laver den mærkelige bule i min mave!

Onsdag morgen står vi op ved 6-tiden...

Marcus bliver sendt i skole med besked om at han skal blive ved sin bedstemor...

Alba får pakket en taske med tøj og yndlingslegesager...

Der bliver skiftet sengetøj, og jeg tager dette billed for at have et minde om maven på selve terminsdagen.

Indtil nu er alt foregået i god ro og orden - Men så er min søster (som skal køre os til hospitalet) forsinket, så jeg kimer hende ned uden at få fat i hende - og ringer i ren desperation til min anden søster om hun måske kan hente os... I samme øjeblik køre min søster op foran huset, og vi er klar til at tage afsted...

På vej til Kolding blev jeg på Instagram tagget med #widn (en leg hvor man skal fortælle hvad man laver), og jeg fortæller at jeg er på vej til jordemoderkontrol...

Og alle derinde spørger til om jeg ikke snart skal sættes igang - Og jeg fortæller dem intet, for jeg har ikke lyst til endnu en "live"-fødsel...

(Min svigerinde kom på facebook til at udbasunere at jeg skulle igangsættes med Alba, så jeg blev stormet med beskeder under det meste af min fødsel - lettere irriterende når jeg tænker tilbage på det)...

Vi er der nede en smule over 8, og vinker farvel til Alba som er kørt med til Kolding - Det er min søster der tager hende med sig hjem, og hun og min mor har planlagt at se efter børnene sammen (selv om det nu ikke kan undgåes at en af mine andre søstre også er med i den proces idet hun jo ligesom bor sammen med min mor).

Vi venter på at komme ind, og mens vi gør det sidder jeg lige og får udvalgt præmier og sender mails med adresser afsted, idet jeg har vundet intet mindre end 3!!! give aways dagen før...

Vi kommer ind, og jordemoderen tjekker min livmoderhals (som stadig på ingen måde er modnet), kører en strimmel på Arn - konstaterer at han stadig ligger forkert, og gør klar til et vendingsforsøg...

Og så er hun egentligt parat til at sende mig hjem igen - Men beslutter dog at tjekke min urin... Og der viser mine tal så at svangerskabsforgiftningen er værre...

Der bliver konfereret om hvad de skal gøre, for Arn ligger stadig på tværs i maven, mine tal er værre så de synes han skal ud - Men min krop er ligesom ikke klar til at de kan tage vandet i forbindelse med vendingsforsøget...

(Almindeligvis vender de babyen, hvorefter de tager vandet for at få skubbet babyen ned og stå fast i bækkenet, så barnet ikke vender sig igen - men den mulighed var der ikke for mig fordi min livmoderhals var lukket så de ikke kunne komme til)...

Og så er der også det faktum, at man normalt tager tværliggere ved kejsersnit...

Men nu havde jeg jo haft to vaginale fødsler før, så de syntes liiiige de ville overveje den mulighed lidt.

Helt præcist sagde lægen: "havde du været førstegangsfødende, så havde der ingen tvivl været om at du skulle have et kejsersnit - men nu har du jo vist at du godt kan selv to gange..."

Ja tak, jeg synes faktisk ikke det er synderligt morsomt at spytte kæmpebabyer ud (Alba vejede 4600g og var 56 cm lang - Arn var vurderet til omkring 4300g ugen før ved vægtskanningen).

Oh well - Min mand og jeg snakkede lidt om det og besluttede at vi bare ville følge med i hvad læger og jordemødre nu end besluttede...

Det blev til et vendingsforsøg, hvor de derefter ville spænde Arn fast i maven, ved hjælp af nogle håndklæder og lagner (dødbesværligt at gå på toilet med skal jeg hilse at sige)...

Det var sådan man gjorde i gamle dage, selv om det egentligt er en praksis man er gået fra for længe siden...

Og så ville de derefter prøve at modne min livmoderhals ved hjælp af drop, så de kunne komme op og tage vandet...

Her er jeg, mens de giver mig drop, og Arn stadig er spændt fast i maven... På ingen måde et særligt charmerende eller flatterende syn..!

Da jeg kom op på fødegangen, startede jeg ud med en vældigt sød ung jordemor, som havde sidste dag inden hun skulle på barsel med sit første barn...

Der ud over var der også en ung lægestuderende med - en rigtig sød kvinde, som ikke var sikker på hun selv nogensinde ville have børn...

Dropveerne nev lidt, men ingen af os troede at de egentligt havde nogen effekt, for jeg mærkede ikke meget til dem, selv om droppet var sat på max - Så det meste af tiden hyggesnakkede jeg med min mand, og de to andre...

Eller svarede på beskeder på IG, hvor jeg gjorde meget ud af IKKE at gøre opmærksom på at jeg egentligt var igang med at "føde"...

Det var vældig hyggeligt...!

Lige før vagtskiftet tjekker hun om jeg har udvidet mig nok til at de kan komme op og tage vandet... For ellers skal jeg nok have kejsersnit...

Pyyyyha, det ville lige kunne lade sig gøre med nød og næppe - Så nu ville hun gå til vagtskifte (hvor de også holder en lille konference) og overdrage mig til den næste jordemor...

Samtidig sluttede den lægestuderendes vagt, og de kommer begge og siger held og lykke og pænt farvel...

Efter vagtskifte kommer en gammel og garvet jordemor ind...

Meget effektiv kvinde - Lidt sær til at begynde med, synes Martin og jeg.

Og så havde hun for resten knaldrød læbestift på.

Hun gør klar til at tage mit vand, Martin spørger hende om et eller andet og hun kigger op på ham for at svare...

Og så går mit vand ellers af sig selv...

Jeg var dødforvirret, ved begge mine andre fødsler er vandet blevet taget, så jeg afbryder hende og siger "øhh - jeg tror måske lige mit vand er gået"...

Hun kigger ned, og siger "ja, det er det sørme også" og så skifter hun ellers lagner og dims og vejer hvor meget væske der er kommet ud (hvilket hun gør gentagne gange - Hun sagde bagefter at jeg havde temmelig meget fostervand, så det var klart at Arn kunne fare rundt inde i min mave)...

Og så er det ellers tilbage på vedroppet...

Og den her gang, der kan de mærkes...

Og den her jordemor, hun er ikke sådan en der bare lader en ligge og lide - næhhh nej, jeg skulle op og stå, læne mig ind over briksen når jeg havde veer (og husk vejrtrækningen Karen - husk nu vejrtrækningen)...

Og imellem veerne skulle jeg gå rundt (du fredsens, siger jeg bare)...

Det gav da, om ikke andet, én noget andet at tænke på!

Ret tidligt i det her forløb, kommer den lægestuderende tilbage og spørger om hun må blive til resten af fødslen - og siger jeg da frejdigt ja til (og jeg fortryder det ikke!)

Da jordemoderen kunne se det begyndte at blive ret smertefuldt, fik jeg lidt akupunktur som lige tog toppen (i et stykke tid)...

Og så skulle jeg op på briksen at ligge - først skulle jeg vende til den ene side, og så til den anden side...

Jeg havde virkelig ikke lyst, for det gjorde virkelig, virkelig ondt...

Men hver gang jeg brokkede mig sagde hun bare "men Karen, babyen har brug for at du gør det - det kan jeg se her"...

Og så var der ligesom ikke andet at gøre...

Mens jeg er på briksen, står Martin ved mit venstre knæ (og gjorde ihærdigt hvad han kunne for IKKE at se noget af hvad der foregik dernede) - og den lægestuderende står ved mit højre knæ og støtter...

Lige pludselig mærker jeg en nusse mit knæ, som IKKE er min mand - Der stoppede jeg lige op lidt, og overvejede hvad jeg skulle sige til det...

Men efter lidt overvejelser, finder jeg frem til - at havde det været mig havde jeg gjort præcist det samme, så det er egentligt okay med mig at hun gør det...

Nu begynder det hele at blive lidt tåget - Det består mest af uendelige smerter, mig der ånder i et iltapparat - og jordemoderen der herser rundt med mig...

På et tidspunkt skriger jeg af dem alle sammen, og slår min mand fordi han vil trøste mig - Men jeg kan bare ikke ha' at nogen rører ved mig...

Og hold fast hvor gjorde det ondt...

Jeg bad om en epidural...

Jeg har aldrig bedt om smertestillende før - og er faktisk hunderæd for tanken om nåle i nærheden af min rygrad...

Men lige der var jeg ligeglad...

Jeg ville bare have smerterne til at gå væk...

På et tidspunkt lå jeg (dybt urealistisk) og tiggede jordemoren om at stoppe mine veer så jeg kunne få lov til at sove lidt...

Hun sagde ja, og bestilte epiduralen og fortalte mig at anæstesilægen (fik jeg stavet det rigtigt?) ville komme om cirka et kvarter...

For mig er der bare smerter, og smerter...

Den lægestuderende har trukket sig over i et hjørne at stå - Martin svæver rundt et eller andet sted over mit hoved...

Pludselig farer der alle mulige mennesker rundt på fødestuen mens de råber at jeg ikke må presse...

Babyen er stresset...

Jeg må ikke presse...

Og jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må...

Jeg registrerer svagt at anæstesilægen kommer og går, fordi det er for sent til epiduralen...

Og jeg må stadig ikke presse...

Jeg forsøger at spørge om hvorfor jeg ikke må - om det ikke vil være bedre at få babyen ud...

Men de siger bare at jeg ikke må presse, at det er bedst for babyen...

Martin svæver rundt over mit hoved og gentager lægen og jordemoderens ord...

Og jeg gør noget så grusomt ondt...

Endelig må jeg presse, og 1, 2, 3 er han ude...

Helt blå, og uden en lyd...

Men han kommer op på maven - tager sin første vejrtrækning...

Og så stikker han ellers i et hyl...

Min smukke dejlige søn er kommet til verden...

Urkvinden i mig er godt tilfreds med at have født selv...

Og jeg ryster over hele kroppen...

Faktisk bliver jeg ved med at ryste, og ryste, og ryste i en times tid - mens jeg ytrer små kærlige ord til den lille varme, sovende klump i mine arme...

Jeg bliver syet...

Jeg får sendt min mand ud at klare de obligatoriske telefonopkald til forældrene, og får postet nyheden på IG og facebook

På et tidspunkt vender jeg mig om mod den lille lægestuderende, og spørger hende om hun nu er totalt afskræmt fra at få flere børn...

Og hun ser bare på mig med beundring og siger "at aldrig har hun mødt en sejere person"...

Det er lidt cool - Selv om jeg egentligt er lidt flov over at have råbt og skældt ud - og sågar slået min højtelskede mand 2 gange...

Og egentligt får jeg også sagt undskyld til dem alle - som bare affejer min undskyldning med ordene "at de har hørt værre"

Jeg bliver sendt i bad og på toilet (Arn, den lille bandit, har præcis ligesom Alba, selvfølgelig besluttet at skide på mig umiddelbart efter fødslen)...

Og imens holder Martin sin 3. fødte... Udtrykket af stolthed i hans øjne ved synet af hans søn i hans arme er et af de indre billeder jeg aldrig kommer til at glemme...

Og endelig er der ro på, og lidt i 23:00 er vi kørt ned på stuen, hvor Arn og jeg bliver indlagt - Jeg vender mig om og siger til Martin at han må høre efter Arn - for nu vil jeg sove...

Og det gør jeg indtil lidt over 5 den næste morgen - helt tabt for omverdenen, men fuld af kærlighed til min mand og alle mine tre børn..! 

De sidste billeder her, er taget dagen efter jeg fødte...

Jeg fik for ørigt at vide at grunden til det havde været så meget mere smertefuldt den her gang, var pga. Arn fik skruet sig skævt ud af bækkenet...

Det er vildt hvad kroppen kan klare!

Måske skulle jeg en dag også fortælle om Alba' og Marcus' fødsler...

Det må jeg overveje...