Det er den 2. Januar...

Bloggen har ligget næsten stille hen i lang tid efterhånden...

Jeg har mest brugt instagram til at få mit opmærksomhedsfix. og til at vise langt de fleste af de ting jeg får produceret frem...

Jeg fremviser kun halve og kvarte sandheder - For livet har været hårdt.

Fra maj måned har jeg ikke længere et arbejde...

Siden oktober har jeg været sygemeldt med stress (dog er jeg fritstillet nu, så jeg behøver ikke en sygemelding fra nu og til maj)...

Jeg er for kort for hovedet, og snapper og snerrer af dem jeg elsker på de særeste tidspunkter...

Flytter supermarkedet om på deres varer er jeg klar til at sætte mig ned at tude, og det at handle viser mig i allerhøjeste grad hvor lidt overblik jeg har tilbage...

Mit selvværd er knækket - Mit selvværd vel at mærke, min selvtillid har aldrig fejlet noget...

Jeg ved udmærket godt hvad jeg er god til...

Jeg har bare meget svært ved at tro på at JEG er god nok...

Det har altid været svært for mig at tro...

Hver lille fejl jeg kommer til at gøre, gør bare at jeg mister mere og mere tro på mig selv...

Tro på at jeg er god nok.

Tro på at jeg er det bedste jeg kan være.

Tro på at jeg ikke er dårligere end alle andre...

I mit liv har folk udtalt at de synes jeg er stærk, at jeg kan være svær at leve op til...

Jeg ved ikke hvad de mener, for inden i er jeg et dirrende nervebundt der krøller sig mere og mere sammen i frygt for at leve - og fejle i processen.

At fejle gør stærkere siger de kloge...

Hvordan stærkere?

Er jeg nødt til at fejle i alt indtil jeg har lært hvordan jeg bliver stærkere af det - Og så fejle videre derefter?

Hvad er vejen frem - Hvordan får jeg troen på at jeg er god nok?

Hvis der er noget jeg har brug for at fortælle om, så er det det - Kampen om at tro på at jeg er værd at elske, bare fordi jeg er mig...

Tankerne, drømmene, håbet, troen, den overvældende magtesløshed...

Jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde, og det er på tide at vende ansigtet mod land - Så nu sætter jagten på et kompas ind..!