Altså, den der mormave der bare ikke vil gå væk...
og at jeg efter fødslen af Arn ikke kun døjer med en gravidt udseende mave, men også har fået navlebrok (som ikke får maven til at se mindre gravid ud)...
I har læst masser om tøj til at skjule det, hulahop-rings træning og jeg ved snart ikke hvad...
Og tak for at I har stået det igennem gennem de sidste to år - Det er bare noget der fylder virkelig meget i mit liv...
Jeg har været vant til at i løbet af 4 måneder er jeg nede på min før-graviditets vægt, og maven er løsere, men stadigvæk svundet ind...
Det her faktum at jeg ikke kan bruge mine bukser fordi jeg stadig er en str 36/38 om ben og bagdel, men pludselig er en str 44 om maven har været/er et kæmpe problem for mig...
Jeg bor pludselig i leggings og oversize bluser - Og jeg har taget på...
Meget på faktisk...
Mest af alt fordi jeg bare er ligeglad...
Jeg spiser mere usundt, bevæger mig mindre, er holdt op med at se mig i spejlet...
I små perioder prøver jeg at gøre lidt mere ud af mig selv, som da jeg brugte 3000,- på nyt undertøj - Besluttede mig for at farve hår, fik pandehår igen og den slags...
Men det hele løber ud i sandet fordi jeg bare ikke rigtigt har det godt med mig selv...
Og i bund og grund er det jo essensen i at se godt ud - at jeg har det godt med mig selv og mit udseende...
Og så længe jeg ikke har det, så kommer jeg ikke rigtigt videre derfra...
Og så kan det bliver råbt ud fra bytagene at alle andre stadig synes jeg ser godt ud - Hvis det ikke er det mine øjne ser, så ændrer det jo ikke på noget...
Nå...
Jeg var så på hospitalet lige inden jul for at få tjekket hvad der egentligt sker med den her mærkelige mave jeg har tillagt mig...
Og jeg har tilsyneladende noget der hedder "rectus diastase" - Som lægen i øvrigt sagde der ikke kunne gøres noget ved, men han ville gerne operere mit navlebrok...
Jeg ved ikke med jer, men når det stykke der normalt er med til at holde det hele på plads er for slapt, så tænker jeg det er lidt af en lappeløsning at ordne brokken (og tænker at det ikke fjerner brokken på langt sigt???)...
Den besked kunne jeg bare slet ikke acceptere...
Skal jeg virkelig gå rundt og se sådan her ud resten af mit liv?
Jeg er blevet ansporet til at prøve noget speciel træning, som jeg nu er gået ind i min 3. uge med (yeah - jeg har rent faktisk trænet hver dag i 14 dage)...
Det er ikke hårdt, og det tager kun et kvarters tid om dagen - Så jeg er meget spændt på om jeg kan se nogen virkning af det om en måneds tid...
Jeg håber lidt at hvis jeg rent faktisk kan se en bedring på min mave, at det så kan anspore mig til at komme "back on track"...
Jeg har også hørt om nogen (og set billeder af) kvinder som får tapet deres mave for at afhjælpe det - Det har jeg dog ikke kunnet finde noget nærmere om...
Nu må vi se...
-------------------
Er der nogen af jer derude der ved noget om rectus diastase og har nogle "happy endings" I kan fortælle mig om?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar